
Med sundhedsreformen og sammenlægningen af Region Hovedstaden og Region Sjælland står vi over for en historisk mulighed – og et stort ansvar. Den nye Region Østdanmark dækker en stor og mangfoldig geografi, og vi skal sikre samme høje kvalitet i sundhedsydelserne for alle – uanset bopæl, baggrund eller sundhedsudfordringer.
Jeg stiller op, fordi jeg ønsker at forme fremtidens sundhedsvæsen i samarbejde med dig – og være din stærke stemme i Region Østdanmark. Med 40 års erfaring som sygeplejerske og 20 år i byråd og region har jeg både den faglige indsigt og politiske erfaring til at tage ansvar og skabe resultater. Her gør en stærk lokal kandidat en forskel – især i beslutninger, der berører vores lokalområder.
I Region Østdanmark og i de nye sundhedsråd vil jeg arbejde for:
Lighed, nærhed og sammenhæng i sundhed – for alle
Alle skal have let adgang til sundhed med høj kvalitet – uanset alder, bopæl, baggrund og livssituation. Jeg arbejder for et nært sundhedsvæsen med stærke lokale tilbud, nem adgang til egen læge og et akutberedskab, der når hurtigt frem – også i yderområder.
Forebyggelse og tidlig indsats skal sikre, at flere problemer løses lokalt og hospitalsindlæggelser undgås.
Samtidig skal der være bedre sammenhæng i sundhedsydelserne, så især sårbare borgere ikke tabes mellem systemer, men får den hjælp, de har brug for.
Mødet med sundhedsvæsenet skal være trygt, værdigt og respektfuldt – derfor skal omsorg som kerneværdi ligestilles med behandling.
En styrket psykiatri – i samarbejde med kommunerne
Ventetiden i børne- og ungepsykiatrien skal ned. Flere børn og voksne med mistrivsel og mentale ubalancer skal have let adgang til hurtig hjælp, udredning og behandling tæt på, så hospitalsindlæggelse forebygges.
Vi skal styrke den fysiske sundhed før, under og efter indlæggelse. Pårørende og civilsamfundet skal inddrages mere i en sikker psykiatri med helende behandling og meningsfulde aktiviteter. Det vil øge livskvaliteten for flere og forebygge tvang.
Attraktive arbejdspladser – hele arbejdslivet
Et stærkt sundhedsvæsen kræver dygtige og engagerede medarbejdere. Derfor arbejder jeg for attraktive, trygge og fagligt udviklende arbejdspladser – med tid til omsorg og rette balance mellem arbejde og privatliv.
Som formand for Udvalget for fastholdelse og rekruttering i Region Hovedstaden har jeg vist, at hensyn til individuelle behov i livets faser styrker trivsel og sikrer, at vi kan tiltrække og fastholde kompetencer hele arbejdslivet. Det arbejde vil jeg fortsætte.
Lokal indflydelse
I samarbejde med kommunerne skal vi finde en vej, så borgerne, patientorganisationerne og de praktiserende læger får reel indflydelse på udformningen af vores fælles region og fremtidens sundhedstilbud.