Jeg er en specialuddannet sygeplejerske og mor til to voksne børn i Uvelse, Hillerød syd. Jeg har altid været aktiv i lokalsamfundet og den samfundsmæssige debat.
I Hillerød byråd er jeg medlem af Økonomiudvalget, Social- og Sundhedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget. Tidligere har jeg været formand for folkeoplysningen og medlem af Hillerød Forsyning.
I Region Hovedstaden er jeg Formand for Udvalget for Fastholdelse og rekruttering og medlem af Social- og Psykiatriudvalget. Jeg er også medlem af den politiske følgegruppe på Nyt Nordsjællands Hospital. I Danske Regioner er jeg medlem af Psykiatri- og Socialudvalget, Ældrekommision og supplerer i Arbejdsmarkedsudvalget øst. Tidligere har jeg været formand for Social- og Psykiatriudvalget og medlem af Forretningsudvalget og trafikudvalget, samt meedlem af speciallægelandssamarbejdsudvalget og en etisk komité.
Jeg har 38 års erfaring som sygeplejerske, med både diplom og akademisk videreuddannelse og flere specialuddannelser indenfor sundhedsvæsnet.
Jeg har arbejdet som specialsygeplejerske, ledet på forskellige niveauer i sundhedsvæsnet, og undervist og konsulteret sundhedspersonale i psykiatrien, hospitalsvæsnet, det specialiserede område og i kommunale hjemmepleje. Jeg er derfor rigtig godt bekendt med det danske sundheds- og uddannelsesvæsen, både politisk og praktisk.
I min knappe fritid er jeg optaget af kreative sysler. Jeg maler, læser, bager, kokkererer fisker og hygger mig med at foretage små reparationer på vores bolig.
Som socialdemokrat bygger mit værdigrundlag på solidaritet og lighed. Jeg arbejder politisk for, at fremme et samfund, hvor mennesker tager ansvar for hinanden, hvor individuelt og kollektivt ansvar balanceres.
Jeg ønsker et velfærdssamfund, hvor vi som borgere uanset status, alder, helbred eller herkomst gives lige muligheder, og hvor fællesskabet tager et medansvar for, at der skabes rum og plads til alle.
Borgerdeltagelse er centralt. Alle borgere, virksomheder og medarbejdere skal have, ret, pligt og mulighed for at bidrage til samfundets udvikling. Dette skaber tryghed, respekt og sikrer inklusion af flere.